Ondskab

Der findes utallige former for ondskab - og de er meget forskellige. Hvis vi sårer hinanden, svigter hinanden, gør hinanden ondt, som det jo hedder, er det faktisk sjældent ondskab. Men bare utilstrækkelighed, fordi det altsammen forholder sig til små projekter, vi har med og mod hinanden, og hvor der er ego-gevinster ved at såre, svigte etc. Det rene onde oplever vi i de her dage, og jeg har jævnligt fysisk besvær med at klare indtrykkene fra Nordossetien. Her er det meningen med livet, der bevidst angribes, og netop velvidende, at det rammer os alle så hårdt, fordi drab af børn er et anslag mod vores tro på livets mening - og et anslag mod vores humanisme. For sådanne terroraktioner kan ikke tænkes uden en psykologi, der relativerer al tænkelig værdi og respekt i forhold til et højere abstrakt mål. Jeg har tænkt: hvordan kunne jeg begynde at skyde børn i ryggen, som flygter fra eksploderende bomber? Hvad skulle få mig til det? Der gives ikke noget svar, for sandheden er, at handlingen ikke er tænkelig inden for mit relative univers, hvor der kun er utilstrækkeligheder, hvor jeg kun er nogenlunde god og andre gange ret urimelig. Dem, der gør sådan, er i en anden verden af absolutter. Det er ikke deres egne tab, der forklarer handlingen - men det, at intet og absolut intet de gør i denne verden for dem er ondt, hvis de tror, det fremmer deres overjordiske sag (og det er nok sådan, at de tror på den overjordiske sag, fordi nogen har taget den jordiske mening fra dem). Man ser bedstemødre fra Beslan græde, og i deres udtryk er afgrundsdyb sorg og tom uforståelse over, at hvad der giver mening slet og ret og uden omsvøb forsvinder og ødelægges foran deres øjne.