Alexandra

I går så jeg prinsesse Alexandra på bagsædet i én af kongehusets biler. Jeg var på vej med nogle kolleger fra en konference til en middag på Hotel Admiral i København. Som minimum så hun bekymret ud, og bedrøvet, bilder jeg mig ind. Men det overraskede mig, hvor markant og anelsesfuld en oplevelse det var at se dette lille glimt af, hvad der, når alt kommer til alt, blot er et menneske, der netop er blevet skilt fra sin mand. Der er noget radikalt andet over sådanne personer - noget massivt officielt og uvirkeligt på samme tid - næsten som levende fiktion - noget, man ser ind på fra en helt anden verden. Hun lignede en million, hun kiggede skråt nedad mod vejen og de bekymrede folder om munden var som noget, en allegorisk maler havde skabt. Det undrede mig, at det hele var så specielt at se, og at det overhovedet kom mig ved. Jeg tænker, at det særlige måske var, at min almene viden om hendes situation gav mig en mulighed for at læse hendes tanker dér i det lille øjeblik. Normalt har man et tættere forhold til de mennesker, hvis horisont af opmærksomhed man har indblik i. Men her kendes til dels opmærksomhedshorisonten, men uden at personen er tæt på, og det er måske dét, der i oplevelsen af Alexandra i et øjeblik gjorde hende så underligt figuragtig. Naturligvis sammensat med kortegens alvor og hendes soignering af en anden verden. Det var, som fulgtes hendes private indre bevægelser af en stime af officiel kortege- ledsagelse; en ritualiseret objektivering, kundgørelse og aurafisering, der kan minde om det, almindelige mennesker prøver med bryllupper og lignende fester.