Herre og slave

Jeg havde engang en kæreste, hvis mor var mexicaner (fra fattige kår) og faren var dansker med eget firma i Mexico. Jeg husker et lille optrin fra en begivenhed, hvor familien var samlet. Moren, som i øvrigt hed Aurora (morgengry på spansk, ca.), skænkede kaffe op til faren, så puttede hun sukkerknaller i kaffen, og da hun også tog fat i teskeen og begyndte at røre rundt i hans kop, kom jeg åbenbart til at kigge lidt forbavset på hende, hvortil hun prompte svarede: "Det er også en form for magt". Hvordan hun lige fik budskabet ud over rampen uden at gøre det til en åben diskussion, husker jeg ikke. Men hun var en kærlig og charmerende kvinde, så jeg formoder, hun har lænet sig lidt ind over mig og ganske enkelt hvisket mig det i øret.

Hvilken form for magt kan der ligge i denne særlige form for underdanighed eller bare - set med mine øjne - denne overdrevne servile attitude? Det er sådan set noget af temaet i Hegels berømte kapitel om forholdet mellem herre og træl i "Åndens fænomenologi". Herren får sin magt, fordi han ejer produktet af trællens arbejde. Herren bekræfter i sin undertrykkende holdning sin afstand fra det materielle liv: han nyder blot den sanselige kvalitet af den fuldt forarbejdede virkelighed: duften, smagen og varmen fra kaffen. Man kan også tænke på det rent æstetiske skin, den overflade, som skaber nydelsen for Odysseus, idet han snedigt binder sig selv og dermed sit eget handlingsorienterede begær til skibets mast, mens han omvendt giver sine soldater bind for ører og øjne, så de uforstyrret kan ro igennem sirenernes farvand, hvor sangen lokker de mindre kloge søfarende ind mod klippernes skær (et hovedudgangspunkt i Adornos og Horkheimers kulturkritik i "Oplysningens Dialektik").

I hvilken forstand kan det være en magt at være den, der forarbejder og stiller til rådighed for andre? Fordi den, der forarbejder er inde i tingenes substans, mens den der bare nyder, ender med en skinvirkelighed, en overflade, hvor viden om forarbejdelsen er gået tabt. Selve indholdet af herrens magt og livsindhold er formidlet af trællens forarbejdelse af den tingslige væren, som herren med trællens mellemkomst holder ud i strakt arm og kun relaterer til i formen af nydelsesbetonet overflade ("Herren, der på sin side har skubbet trællen ind mellem sig og tingen, slutter sig på denne måde eksklusivt sammen med tingens uselvstændighed og nyder den rent. Tingens selvstændige side overlader han derimod til trællen, der bearbejder den" - Gydendal oversættelse 2006, side 132).

Hvis der - i et kulturkritisk lys - kan være en sandhed i underkastelsens ironiske magt over herredømmet, så er det en symbolikmagt i betydningen af en mulighed for at øve sandhedsappel over for herredømmets fordummelse og overfladelivet (det æstetiske underholdningsprægede skin).