Kafka

Jeg er ved at genlæse Kafkas roman "Das Schloss". Jeg havde glemt, hvordan man bliver suget ind i fortællingen og vender blade som var det en Dan Brown roman, selv om den er dybt mærkelig. Når man kender historien og kender til Kafkas univers, får man en foregribende uro, men også en lystbetonet irritation, der bortset fra det lystbetonede kan minde om drømme, hvor man prøver at løbe, men ikke kan komme ud af stedet, eller drømme, hvor man hele tiden bliver forhindret i at nå et eller andet. Kafkas sprog er på en måde lidt reduktivt - som konturerne i en drøm - det er ikke særligt detaljeret, men snarere kategoriserende, i sine billedlige beskrivelser (K. beskriver fx slottet mere i bedømmende sætninger end i egentligt beskrivende sætninger, der viser os præcis, hvordan slottet ser ud: i stedet videreformidles en omtrentlig følelse af en uformelig, klodset bygningsstruktur uden begyndelse og ende). Men de kategoriserende sætninger kan også slå hovedet på sømmet og transportere en færdig følelse som en mavepuster i slowmotion: - fx denne sætning om skolen i landsbyen ved slottets fod: "Ein niedriges, langes Gebäude, merkwürdig den Charakter des provisorischen und des sehr Alten vereinigend". Kombinér noget provisorisk, noget midlertidigt med det gamle, det meget gamle - se det for dig - og en skummel, lystbetonet demaskerende følelse snurrer rundt i maven: det er noget med det kulisseagtige, der bringes sammen med det virkelige; eller noget, der kun var ment som noget midlertidigt, men som blev permanent i århundreder (en virkeligt uhyggelig tanke, måske fordi den faktisk er en beskrivelse af virkeligheden): det kontingente ved kulturen og det kontingente ved menneskers omgangsformer kondenseret i et umage par: det provisoriske (det der er foranstatltet ud fra tidsbegrænsede, praktiske og snusfornuftige regler) og det meget gamle (det ægte, det gennem århundreder menneskeliggjorte, det der er ophøjet gennem traditioner, færdigheder og ikke-snusfornuftige værdier). Måske er det sådan en ordsammenstilling, der kan være nøglen til et af de grundlæggende spørgsmål hos Kafka: Kan mennesket selv forvalte menneskeværk?