Sokrates i Billund

Nu vil jeg fortælle om et lille bidrag til min datters erkendelse af verden, eller rettere erkendelse af forholdet til verden, som jeg er en smule stolt af (det sker ikke tit). På en regnvåd vej til Legoland i vores opel astra 1,6 stationcar metallic fra 1996 sidder vi hele familien - det går ok derudad med en afmålt mængde af afledende samtaler for at holde balladen fra døren: William, der vil om til mor, og Laura, der har ondt i maven etc. Kort sagt: kun lidt ballade og mere hygge. Snakken falder pludseligt på Gud - jeg husker ikke hvordan og tænker nok, det bare sådan kommer til én, når man er på vej mod den jyske højderyg - men hvorom alting er (ja, hvorom er alting egentlig?), så finder mine børns mor sig pludselig i en tilstand, hvor der kommer ord som følgende ud af munden på hende: "Laura, nogle mennesker tror på en gud, andre ikke - og der er nogen der tror på andre guder end den Gud, de fleste her i landet tror på"...etc..noget i den stil. Mens jeg sidder og får smagen af Povl Kjøller i munden (ikke så ubehageligt som det lyder), siger Laura, at hun ved, Gud findes. Jeg spørger, hvor hun ved det fra, og hun siger, at det ved hun, fordi det siger de voksne, og fordi det siger præsten (hmm, så meget for antiautoritær opdragelse: Laura har åbenlyst reserveret al sin antiautoritet til mig). Jeg er lidt rådvild, men så er det, jeg husker, at man jo bare skal spørge lige som Sokrates for at skabe erkendelse. Jeg spørger Laura, hvad det egentligt vil sige at tro. Hun siger, at det er at være sikker. Så spørger jeg hende, om hun tror det regner i Legoland. Hun siger: Jaah, måske, det vil jeg tro, det gør. Så spørger jeg hende, hvornår hun mon vil vide, om det regner i Legoland. Hun siger sådan lidt overbærende, at det ved hun jo, når vi kommer derhen. Jeg spørger hende, om hun nu kan se, der er forskel på at tro og at vide: og selv om hun måske ikke har lært noget nyt, så kan jeg både mærke og høre på hende, at distinktionen tro/viden er sunket længere ind - jeg kunne veritabelt høre synapserne boltre sig i hendes hjerne (eller var det bare min egen hjerne, som jeg kunne høre besvære sig med opgaver, der er beskedne for selv en mainstream skolelærer?). Nå, jeg spurgte hende så, om man så kunne komme til at vide, om Gud eksisterede? Det mente hun nok man kunne -ligesom man kan vide, om det regner i Legoland, når man er der, så kan man "bare flyve op og se, om Gud ikke sidder på en sky" (i parentes: ved fanme ikke hvor hun har de forestillinger fra, da i hvert fald jeg notorisk afskyr enhver form for konkret billeddannelse, men nå joh, man har jo så begrænset indflydelse ((heldigvis)) ). Det med flyveren og skyen mente hun så også pludseligt, at præsten måtte have betjent sig af. Jeg sagde så til hende, at hvis hun ville høre min mening, så er forskellen mellem Legoland i regnvejr og spørgmålet om Gud dén, at man i hvert fald aldrig kommer derhen, hvor man kan vide noget (læs: man kan under alle omstændigheder maksimalt tro eller ikke tro). Det følte hun sig ikke overbevist om. Men ligemeget: hun havde erkendt noget om tro og viden, og hun havde fået kernen i hendes fars indstilling serveret sandere, end jeg selv vidste jeg kunne berette til en 5- årig. Det er vel ikke så ringe endda, som Sokrates sikkert ville have sagt, hvis han havde været fra Billund (i øvrigt er Sokrates helt sikkert mere jyde end københavner).