Spontaniteten, der blev væk

Forleden kunne man på TV2 se, hvordan Gauerslund Skole var kommet i verdensklasse på 100 dage ved at omlægge undervisningen til forskellige læringsstile: se, høre, røre, gøre - især de to sidste læringsmetoder er åbenbart - stadig - en generel mangelvare på skoler. Selv for en dedikeret kulturpessimist kan det være svært at presse en kritisk kile ind nogen steder i historien om en skole og en skoleleder, der indfører nye metoder med hjælp fra en forsker og 'vupti', 100 dage efter er de endt i toppen i stedet for i bunden af læringshierarkiet blandt danske folkeskoler. Selv Bertel Haarder var hurtigt på banen med hurtige penge til taskforces beredt til at rulle samme strategi ud på de skoler, der også ønsker at blive skide gode.

MEN: hvorfor var det alligevel forstemmende at se udsendelsen? Det var den kvalme medieæstetik, som hele historien var spundet ind i. Der var arrangeret slutmøde på skolen: nu skulle det afsløres, hvor gode de allesammen var blevet som følge af den målrettede indsats. Man så, hvordan de elever, der tidligere havde haft svært ved matematik, dansk mm. kom op på scenen, hvor skolederen læste en forberedt anerkendelsestale op for dem. De fik at vide, hvor mange procent, de var blevet bedre: "Du er blevet hele 56 % bedre i matematik, og din trivsel er øget med 10 %" - på skærmen så man vandrette evalueringssøjler vokse sig frem og ramme de imponerende procentsatser. Det mindede fuldstændigt om grafikker, der viser egenskaber og tilstande hos en cyber-avatar i computerspil og lignende. Klip til stolte forældre - ja, ind imellem så euforiske, at billederne uden problemer ville kunne gå for at være billeder fra et amerikansk TV-vækkelsesmøde. Under interviews med forældrene fremgik det af deres sprogbrug, at hele denne iscenesættelse sådan set ikke er fremmed for mellemmenneskelighed og selvopfattelsen anno 2008: der var forældre, der pludselig havde opdaget uanede "ressourcer" i deres barn - forældre som havde fået en meget nemmere hverdag. Da seancen var slut, blev det samlede resultat for hele skolen afsløret ved, at en forsker teatralsk overrakte en forseglet konvolut, hvis indhold kunne deklamere, at skolen nu var blandt de bedste - og det på kun 100 dage. Teknikken var lykkedes, endemålet nået, elevernes ressourcer hentet frem, deres vej på samlebåndet frem mod produkt funktionel borger sikret. Da det overraskende resultat blev afsløret, rejste salen sig i et fuldstændigt hysterisk jubelskrig, og især enkelte ansigtsudtryk var så forvredne af stolt forfængelighed og mirakeltro, at det var ret grusomt at se på.

Ingen kan vel have noget imod gode lærere og "trivsel" i skolen. Men for pokker da også: hvor blev spontaniteten af? Hvor blev proportionssansen af (hallo, det her er undervisning og ikke produktudvikling)? Hvor blev fællesskabet af? Hvor blev det af - bare at være til sammen med hinanden? Hvor blev mennesket af bag ved målingerne af kompetencerne og hyldesten til det glat problemløse? Hvor bliver man efterhånden løftet ind i livet uden at skulle forholde sig til sig selv som en genstand? Ikke i skolen, eller i hvert fald ikke i Gauerslund på TV...