Tanker om livet og verden...

Sunday, November 02, 2008

Kunst i det offentlige rum - NU!


I tunnelbanen i Oslo kan man opleve en indretning, der sætter tempoet ned og skruer op for oplevelser, der rækker ud efter dig i anden forstand end som forbruger. I hvert fald på stationen "Nationalteatret", der i modsætning til Københavns Metro (som ellers arkitektonisk er en nydelse) er renset for reklamer. I stedet stoppes man op af billeder som disse. Det er ret utroligt: de består blot af varierende hulstørrelser i de metalplader, som den enorme tunnel er beklædt med på indersiden. Desuden er der placeret lysaviser på væggene i rulletrappe-skakten. Lysaviserne viser sætninger fra litteratur - vistnok fra dramaer, som aktuelt spilles på Nationalteatret: følgende herligt, bitre sortseerbemærkning kørte i signalrødt, da jeg trillede ned: "Jeg fik aldrig set noget ordentligt striptease. Ikke bare en eneste gang. I stedet gik jeg på litterær kafé og fordrev tiden med kunstnerisk tant og fjas. Nu er det for sent. Jeg er gammel og blind og må nøjes med at høre skældene falde". I Stockholm har man lagt tekster ned i gågaden - tekster fra Strindberg - blandt andet hovedet på sømmet sætningen fra "Et drømmespil": "Det er synd for menneskene". Skulle København - og Danmark - ikke se at komme efter det og bruge genierne og det, der virkeligt er noget er værd i vores kulturhistorie, til at farve det offentlige rum? (Nå nej, det koster jo penge, og reklamer tjener man jo omvendt penge på). Men efter at have været dykket ned i stationen Nationalteatret i Oslos Tunnelbane mærker man pludselig den gamle fornemmelse af, hvad det er værd at have "no logo" - zoner.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home