En verden vi hører til i

Ved en bryllupsreception blev det diskuteret i en lille gruppe af brudeparrets venner, om det nu var det rigtige at gifte sig i en kirke eller blot på rådhuset. Man spurgte sådan lidt drillende og skælmsk ind til dem, der endnu ikke var gift, om de mon snart skulle giftes - og i så fald, om den stod på hvid brud og præstekrave eller hvad.

Da jeg blev presset ud i at belemre selskabet med mine oprigtige tvivl om det rimelige - for mig personligt - i at blive kirkeligt og kristeligt viet, udbrød en veninde til bruden - selv godt i gang med en forkromet bryllupsforberedelse med det fulde udtræk - om jeg dog ikke mente, der var nogen åndelighed til?

For mig vil det altid stå som et ikonisk eksempel på, hvordan kristendom og nyreligiøse bevægelser i dag har fået overdraget patentet på det åndelige og meningsgivende i livet og i menneskelige relationer. Så meget og så folkeligt, at det åbenbart kan falde folk ind, at afvisning af kirkelig vielse er afvisning af åndfulde mellemmenneskelige relationer.

I hvert fald siden middelalderen er kommentaren ved bryllupsreceptionen forberedt gennem et sælsomt samarbejde mellem ærkefjenderne kristendom og videnskab: naturen er uden for den transcendente guddom, det dennesidige er tømt for egentlig mening (som kun giver mening for mennesker i lyset af Gud). Tømt for egentlig mening er naturen forberedt som genstand for den rationelle, finalårsagsfjendske naturvidenskab. Og efterhånden gror det sociologisk fast i alle: ånd er uden for verden, og hvis du kun tror på denne verden, ja, så har du netop kun et fattigt "kun" og ikke et berigende "her er vi, og det er sælsomt nok".

Forarmelsen af det dennesidige som hemmelig allianceaktivitet mellem naturvidenskab og kristendom er en idéhistorisk figur, som jeg har mødt igen i dag i Jesper Hoffmeyers nye bog "Tro på tvivl", som de første 60 sider jeg har nået i skrivende stund i hvert fald er læseværdig som bare fanden:

Hoffmeyer, 2009, p. 37: "Da naturvidenskaben afskaffede sjælen sammen med res cogitans, glemte den prisen. Man kan ikke fornægte menneskets sjælelige eksistens uden at tegne et billede af mennesket, som ingen af os kan genkende os selv i. Det konsekvente resultat af denne "forglemmelse" er opblomstringen af det uhyrlige og uregerlige virvar af såkaldte alternative tilbud til verdensforklaring, som kan levere det, naturvidenskaben kastede over bord: en verden vi kan høre til i".