Offentlighed 2 - du kan vælge vores tilbud

I mine tanker er jeg meget i børnehavens lokale demokrati samt i netop overståede overvejelser over skolevalg. Det, der kommer herunder, handler mellem linjerne og måske også med tiden på linjerne om disse ting - men det kan nok kun anes:

Det gale er, at vi som borgere i vores samfund - på snart sagt alle livsområder - efterhånden altid er entydigt i en afsenderrolle eller lige så entydigt i en modtagerrolle. Hvis man er afsender, så er man professionel og har ydelser eller produkter at tilbyde. Hvis man er modtager, så kan man vælge dette produkt eller denne ydelse, eller man kan lade være. Den profesionelle skal tale socialteknologisk om alt og have akademiske metoder til at benchmarke og evaluere og dokumentere, at ydelsen, den være sig nok så menneskelig, kan fremstå som noget, den kritiske modtager ikke bare selv kunne have ydet - det skal se ud af noget - det vil sige, den skal ikke bare være menneskelig eller kærlig, den skal være målbar, dokumenterbar og systematiserbar. Det bliver den så kun på overfladen, fordi materien da heldigvis stritter i alle retninger: det lader sig kun gøre på skrømt og som ren form. Det hele er indrettet sådan, fordi den djøfiserede modtager - og djøfiserede er vi ved Gud alle - skal have noget at bruge sit kritiske intellekt på, eller rettere: der skal åbenbart helst ikke være noget hjørne af virkeligheden, hvor modtageren ikke skal kunne anvende sin velskolede testmentalitet.

Testmentaliteten - måske var det den, jeg synes var så ubehagelig, da jeg sammen med Louise skulle i gang med at vælge skole for vores ældste barn, Laura. Det var den jeg mærkede, jeg havde og var nødt til at mobilisere - men jeg fik kvalme af at stille alle de rigtige spørgsmål til skolerne: hvad udmærker I jer ved, hvilken pædagogik tilbyder I etc...etc. Jeg er modtager af en ydelse - jeg bruger mit forbrugerintellekt til at underkaste afsenderne af ydelsen en test for, om deres produkt er godt nok. Men friheden til at vælge mellem pakkerne synes på lumsk vis at korrumpere fællesskab og offentlighed som noget, der ikke bunder i den enkeltes valg, men som handler om, at den enkelte er i et fællesskab, hvor man kan overskride linjen mellem modtager og afsender - hvor man alle er afsendere i en fælles samtale om de fælles udfordringer dér, hvor man nu engang befinder sig. Skolelederen for privatskolen sagde: det, der adskiller os, er, at forældrene har taget et aktivt tilvalg og det skinner igennem i deres engagement og i børnenes indlæringsevne og koncentration. Fint nok, men hvis man er et segment af vælgere, der har valgt en pakke udformet af profesionelle iso-certificerede pædagoger, er der så en grund til offentlighed på det lokale plan? Altså offentlighed på anden måde end klage eller bifald af ydelsen? Er der så behov for medskabelse og meddefinition af ydelsen og dens mening? Sådan at ydelsen ikke længere er ydelse men fælles social aktivitet i erkendelse af, at menneskeligt samvær ikke fås i pakker? Er det virkeligt sådan, at det er dette behov, som vi fuldstændigt er ved at glemme, at vi bør have?