Demokrati uden karisma

Der er nogle tråde i den tid, vi lever i, som synes skæbnesvangre, trykkende og sært uafrystelige. Ting, som langsomt sniger sig ind og truer med, at man bare vænner sig til dem. For nogen tid siden måtte vores undervisningsminister - som jeg husker det - trække i land på en udtalelse om, at vi lever i et flerkulturelt land. Selv socialdemokratiske partisoldater deltog i forargelsen og bestyrtelsen over udsagnet. Et udsagn, der for ganske få år siden var komplet ukontroversielt og helt i tråd med den gængse politiske korrekthed er pludselig så kontroversielt, at det kan fremkalde bestyrtelse uden nogen betydelig kontratumult fra vedholdende fans af retsstaten. Fra min barndoms skolegang husker jeg den evige understregning af det værdifulde i, at mennesker er lige, selv om de lever meget forskelligt. Det var naturligvis kvalmende at få gentaget dengang - ikke fordi det var eller er meget forkert - men fordi det forekom at være så banalt, og nå ja, nu havde vi vel lisom fattet pointen, og hvor meget mere kan man nu sige om det? Men nu er den samme pointe dybt kontroversiel. Hvad er der sket i mellemtiden? Indvandring, terrorisme og islamisk kulturs indtog på den globale og den danske scene - det er det, der er sket - sådan lyder garanteret svaret mellem manges ører. Helt sikkert, det er uden tvivl et rigtigt svar. Men den helt store katastrofe er ikke bomber og tårne der falder - disse katastrofer overgås af den langsomme erodering af alles fornemmelse af, hvor fuldstændigt afgørende det er for vores demokrati at bevare en distance mellem kultur og ret. For det er jo nok derfor, at et udsagn om vores kulturelle rigdom (læs: der findes mere end én måde at leve på i vores land, læs: vi lever i et flerkulturelt land) opfattet som undergravende: Det er fordi, alle langsomt har vænnet sig til, at 'en anden kultur' nødvendigvis betyder manglende overholdelse af landets (menneskerettighedsbaserede) love (læs: kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, vold, hærværk, religiøse dekreter etc). Dermed bliver den ny folkeligt cementerede forestilling , at demokrati er afhængig af monokultur og ikke er den universelle (retslige) ramme for kulturel pluralisme. Det medfører en tragisk tveægget logik, hvor den ene æg har kodeordet 'sammenhængskraft' og den anden æg har kodeordet 'særbehandling': Sammenhængskraft i sin fordrejede form som den forestilling, at vi kun skal tolerere mennesker inden for samme kultur og levevis (fordi vi dér fejlagtigt underforstår, at demokrati er en kultur på linje med andre kulturer), og særbehandling i sin fordrejede form som den forestilling, at vi må lave en særlig rettighedskultur for dem, der lever på en anden måde (jf. snakken i England om at indføre særlige retslige normer for bestemte subkulturer - dvs. visse shariabaserede rettigheder og pligter). Både det ene og det andet er lige forkert. Men det, der måske er ved at snige sig beklumrende ind på vores fælles værdinormer, det er, at vi ikke længere kan nøjes med det, der ellers burde være demokratiets adelsmærke: at det er uden aura, uden karisma, uden stempel fra fællesskabernes og de store historiers bronzetunge buldren: at demokratiet er argumenter og individers ret til at leve og øve indflydelse på hinanden, så længe det ikke træder andres liv under fode. Nej, vi vil have en karismatisk traderet monokultur durk ind i det politiske, retslige liv i stedet for en lidenskabelig fastholden af demokrati som en ukarismatisk platform for kulturel sameksistens.

Jeg genopliver min blog

Jeg har fundet min gamle blog frem fra cyberspace og tænker at revitalisere den med jævne eller ujævne mellemrum. Bloggen vil indeholde iagttagelser med en filosofisk vinkel. Foreløbigt kan man læse en lille håndfuld kommentarer, der er flere år gamle.