Spontaniteten, der blev væk

Forleden kunne man på TV2 se, hvordan Gauerslund Skole var kommet i verdensklasse på 100 dage ved at omlægge undervisningen til forskellige læringsstile: se, høre, røre, gøre - især de to sidste læringsmetoder er åbenbart - stadig - en generel mangelvare på skoler. Selv for en dedikeret kulturpessimist kan det være svært at presse en kritisk kile ind nogen steder i historien om en skole og en skoleleder, der indfører nye metoder med hjælp fra en forsker og 'vupti', 100 dage efter er de endt i toppen i stedet for i bunden af læringshierarkiet blandt danske folkeskoler. Selv Bertel Haarder var hurtigt på banen med hurtige penge til taskforces beredt til at rulle samme strategi ud på de skoler, der også ønsker at blive skide gode.

MEN: hvorfor var det alligevel forstemmende at se udsendelsen? Det var den kvalme medieæstetik, som hele historien var spundet ind i. Der var arrangeret slutmøde på skolen: nu skulle det afsløres, hvor gode de allesammen var blevet som følge af den målrettede indsats. Man så, hvordan de elever, der tidligere havde haft svært ved matematik, dansk mm. kom op på scenen, hvor skolederen læste en forberedt anerkendelsestale op for dem. De fik at vide, hvor mange procent, de var blevet bedre: "Du er blevet hele 56 % bedre i matematik, og din trivsel er øget med 10 %" - på skærmen så man vandrette evalueringssøjler vokse sig frem og ramme de imponerende procentsatser. Det mindede fuldstændigt om grafikker, der viser egenskaber og tilstande hos en cyber-avatar i computerspil og lignende. Klip til stolte forældre - ja, ind imellem så euforiske, at billederne uden problemer ville kunne gå for at være billeder fra et amerikansk TV-vækkelsesmøde. Under interviews med forældrene fremgik det af deres sprogbrug, at hele denne iscenesættelse sådan set ikke er fremmed for mellemmenneskelighed og selvopfattelsen anno 2008: der var forældre, der pludselig havde opdaget uanede "ressourcer" i deres barn - forældre som havde fået en meget nemmere hverdag. Da seancen var slut, blev det samlede resultat for hele skolen afsløret ved, at en forsker teatralsk overrakte en forseglet konvolut, hvis indhold kunne deklamere, at skolen nu var blandt de bedste - og det på kun 100 dage. Teknikken var lykkedes, endemålet nået, elevernes ressourcer hentet frem, deres vej på samlebåndet frem mod produkt funktionel borger sikret. Da det overraskende resultat blev afsløret, rejste salen sig i et fuldstændigt hysterisk jubelskrig, og især enkelte ansigtsudtryk var så forvredne af stolt forfængelighed og mirakeltro, at det var ret grusomt at se på.

Ingen kan vel have noget imod gode lærere og "trivsel" i skolen. Men for pokker da også: hvor blev spontaniteten af? Hvor blev proportionssansen af (hallo, det her er undervisning og ikke produktudvikling)? Hvor blev fællesskabet af? Hvor blev det af - bare at være til sammen med hinanden? Hvor blev mennesket af bag ved målingerne af kompetencerne og hyldesten til det glat problemløse? Hvor bliver man efterhånden løftet ind i livet uden at skulle forholde sig til sig selv som en genstand? Ikke i skolen, eller i hvert fald ikke i Gauerslund på TV...

Sokrates i Billund

Nu vil jeg fortælle om et lille bidrag til min datters erkendelse af verden, eller rettere erkendelse af forholdet til verden, som jeg er en smule stolt af (det sker ikke tit). På en regnvåd vej til Legoland i vores opel astra 1,6 stationcar metallic fra 1996 sidder vi hele familien - det går ok derudad med en afmålt mængde af afledende samtaler for at holde balladen fra døren: William, der vil om til mor, og Laura, der har ondt i maven etc. Kort sagt: kun lidt ballade og mere hygge. Snakken falder pludseligt på Gud - jeg husker ikke hvordan og tænker nok, det bare sådan kommer til én, når man er på vej mod den jyske højderyg - men hvorom alting er (ja, hvorom er alting egentlig?), så finder mine børns mor sig pludselig i en tilstand, hvor der kommer ord som følgende ud af munden på hende: "Laura, nogle mennesker tror på en gud, andre ikke - og der er nogen der tror på andre guder end den Gud, de fleste her i landet tror på"...etc..noget i den stil. Mens jeg sidder og får smagen af Povl Kjøller i munden (ikke så ubehageligt som det lyder), siger Laura, at hun ved, Gud findes. Jeg spørger, hvor hun ved det fra, og hun siger, at det ved hun, fordi det siger de voksne, og fordi det siger præsten (hmm, så meget for antiautoritær opdragelse: Laura har åbenlyst reserveret al sin antiautoritet til mig). Jeg er lidt rådvild, men så er det, jeg husker, at man jo bare skal spørge lige som Sokrates for at skabe erkendelse. Jeg spørger Laura, hvad det egentligt vil sige at tro. Hun siger, at det er at være sikker. Så spørger jeg hende, om hun tror det regner i Legoland. Hun siger: Jaah, måske, det vil jeg tro, det gør. Så spørger jeg hende, hvornår hun mon vil vide, om det regner i Legoland. Hun siger sådan lidt overbærende, at det ved hun jo, når vi kommer derhen. Jeg spørger hende, om hun nu kan se, der er forskel på at tro og at vide: og selv om hun måske ikke har lært noget nyt, så kan jeg både mærke og høre på hende, at distinktionen tro/viden er sunket længere ind - jeg kunne veritabelt høre synapserne boltre sig i hendes hjerne (eller var det bare min egen hjerne, som jeg kunne høre besvære sig med opgaver, der er beskedne for selv en mainstream skolelærer?). Nå, jeg spurgte hende så, om man så kunne komme til at vide, om Gud eksisterede? Det mente hun nok man kunne -ligesom man kan vide, om det regner i Legoland, når man er der, så kan man "bare flyve op og se, om Gud ikke sidder på en sky" (i parentes: ved fanme ikke hvor hun har de forestillinger fra, da i hvert fald jeg notorisk afskyr enhver form for konkret billeddannelse, men nå joh, man har jo så begrænset indflydelse ((heldigvis)) ). Det med flyveren og skyen mente hun så også pludseligt, at præsten måtte have betjent sig af. Jeg sagde så til hende, at hvis hun ville høre min mening, så er forskellen mellem Legoland i regnvejr og spørgmålet om Gud dén, at man i hvert fald aldrig kommer derhen, hvor man kan vide noget (læs: man kan under alle omstændigheder maksimalt tro eller ikke tro). Det følte hun sig ikke overbevist om. Men ligemeget: hun havde erkendt noget om tro og viden, og hun havde fået kernen i hendes fars indstilling serveret sandere, end jeg selv vidste jeg kunne berette til en 5- årig. Det er vel ikke så ringe endda, som Sokrates sikkert ville have sagt, hvis han havde været fra Billund (i øvrigt er Sokrates helt sikkert mere jyde end københavner).

Kafka

Jeg er ved at genlæse Kafkas roman "Das Schloss". Jeg havde glemt, hvordan man bliver suget ind i fortællingen og vender blade som var det en Dan Brown roman, selv om den er dybt mærkelig. Når man kender historien og kender til Kafkas univers, får man en foregribende uro, men også en lystbetonet irritation, der bortset fra det lystbetonede kan minde om drømme, hvor man prøver at løbe, men ikke kan komme ud af stedet, eller drømme, hvor man hele tiden bliver forhindret i at nå et eller andet. Kafkas sprog er på en måde lidt reduktivt - som konturerne i en drøm - det er ikke særligt detaljeret, men snarere kategoriserende, i sine billedlige beskrivelser (K. beskriver fx slottet mere i bedømmende sætninger end i egentligt beskrivende sætninger, der viser os præcis, hvordan slottet ser ud: i stedet videreformidles en omtrentlig følelse af en uformelig, klodset bygningsstruktur uden begyndelse og ende). Men de kategoriserende sætninger kan også slå hovedet på sømmet og transportere en færdig følelse som en mavepuster i slowmotion: - fx denne sætning om skolen i landsbyen ved slottets fod: "Ein niedriges, langes Gebäude, merkwürdig den Charakter des provisorischen und des sehr Alten vereinigend". Kombinér noget provisorisk, noget midlertidigt med det gamle, det meget gamle - se det for dig - og en skummel, lystbetonet demaskerende følelse snurrer rundt i maven: det er noget med det kulisseagtige, der bringes sammen med det virkelige; eller noget, der kun var ment som noget midlertidigt, men som blev permanent i århundreder (en virkeligt uhyggelig tanke, måske fordi den faktisk er en beskrivelse af virkeligheden): det kontingente ved kulturen og det kontingente ved menneskers omgangsformer kondenseret i et umage par: det provisoriske (det der er foranstatltet ud fra tidsbegrænsede, praktiske og snusfornuftige regler) og det meget gamle (det ægte, det gennem århundreder menneskeliggjorte, det der er ophøjet gennem traditioner, færdigheder og ikke-snusfornuftige værdier). Måske er det sådan en ordsammenstilling, der kan være nøglen til et af de grundlæggende spørgsmål hos Kafka: Kan mennesket selv forvalte menneskeværk?

Herre og slave

Jeg havde engang en kæreste, hvis mor var mexicaner (fra fattige kår) og faren var dansker med eget firma i Mexico. Jeg husker et lille optrin fra en begivenhed, hvor familien var samlet. Moren, som i øvrigt hed Aurora (morgengry på spansk, ca.), skænkede kaffe op til faren, så puttede hun sukkerknaller i kaffen, og da hun også tog fat i teskeen og begyndte at røre rundt i hans kop, kom jeg åbenbart til at kigge lidt forbavset på hende, hvortil hun prompte svarede: "Det er også en form for magt". Hvordan hun lige fik budskabet ud over rampen uden at gøre det til en åben diskussion, husker jeg ikke. Men hun var en kærlig og charmerende kvinde, så jeg formoder, hun har lænet sig lidt ind over mig og ganske enkelt hvisket mig det i øret.

Hvilken form for magt kan der ligge i denne særlige form for underdanighed eller bare - set med mine øjne - denne overdrevne servile attitude? Det er sådan set noget af temaet i Hegels berømte kapitel om forholdet mellem herre og træl i "Åndens fænomenologi". Herren får sin magt, fordi han ejer produktet af trællens arbejde. Herren bekræfter i sin undertrykkende holdning sin afstand fra det materielle liv: han nyder blot den sanselige kvalitet af den fuldt forarbejdede virkelighed: duften, smagen og varmen fra kaffen. Man kan også tænke på det rent æstetiske skin, den overflade, som skaber nydelsen for Odysseus, idet han snedigt binder sig selv og dermed sit eget handlingsorienterede begær til skibets mast, mens han omvendt giver sine soldater bind for ører og øjne, så de uforstyrret kan ro igennem sirenernes farvand, hvor sangen lokker de mindre kloge søfarende ind mod klippernes skær (et hovedudgangspunkt i Adornos og Horkheimers kulturkritik i "Oplysningens Dialektik").

I hvilken forstand kan det være en magt at være den, der forarbejder og stiller til rådighed for andre? Fordi den, der forarbejder er inde i tingenes substans, mens den der bare nyder, ender med en skinvirkelighed, en overflade, hvor viden om forarbejdelsen er gået tabt. Selve indholdet af herrens magt og livsindhold er formidlet af trællens forarbejdelse af den tingslige væren, som herren med trællens mellemkomst holder ud i strakt arm og kun relaterer til i formen af nydelsesbetonet overflade ("Herren, der på sin side har skubbet trællen ind mellem sig og tingen, slutter sig på denne måde eksklusivt sammen med tingens uselvstændighed og nyder den rent. Tingens selvstændige side overlader han derimod til trællen, der bearbejder den" - Gydendal oversættelse 2006, side 132).

Hvis der - i et kulturkritisk lys - kan være en sandhed i underkastelsens ironiske magt over herredømmet, så er det en symbolikmagt i betydningen af en mulighed for at øve sandhedsappel over for herredømmets fordummelse og overfladelivet (det æstetiske underholdningsprægede skin).