Statens monitorering af holdninger

"Vi har en liste over indikatorer på kontrarevolutionær virksomhed, som vi underviser de lokale myndigheder i at være opmærksomme på. Det kan være fysisk fremtoning, religiøst udtryk, hvordan man forholder sig til andre. De her ting behøver ikke være en advarsel, men hvis de er klumpet sammen, og der er tale om en hurtig forandring, kan der være fare på færde".

Dette er et citat fra et internt notat, man har fundet i KGB's arkiver, og det omtaler de instrukser, som statens øjne og ører blev udstyret med for at opspore upassende holdninger i god tid: forebyggelse. Det er tankevækkende, ikke sandt, hvilken styring man i et totalitært styre kan forgrene helt ud på et lokalt niveau.

Men faktisk er det ikke et citat fra KGB - jeg har snydt lidt, som TV-kokkene siger. Det er et citat fra dagens Information (et særtillæg om terrorbekæmpelse i anledning af regeringens handlingsplan om radikalisering), og det kommer ud af munden på Anja Dahlgaard-Nielsen, som er chef for PET's afdeling for forebyggende sikkerhed. Jeg har snydt og puttet 'kontrarevolutionær virksomhed' ind i stedet for 'radikalisme': Anja Dahlgaard Nielsen siger: "Vi har en liste over indikatorer for radikalisme....".

Nu er det jo på sin vis en retorisk uvederhæftighed at løfte et citat ud af en sammenhæng, som det jo hedder i den indspiste Christiansborg-politiker-ven-med-journalister jargon. Men det er også pædagogisk: for uagtet den helt seriøse og afgjort helt vitalt nødvendige PET aktivitet, som disse linjer beskriver, så løber det mig alligevel koldt ned ad ryggen, når jeg læser linjerne. For det er klart, at foranstaltninger til forebyggelse af anslag mod civile nødvendigvis vil rette sit stigmatiserende fokus mod sindelag, holdninger, udseende, pludselig 'unormal' adfærd o.lign.

I samme artikel citeres uddrag fra en bog om 'homegrown terror', der beskriver forskellige faser i den såkaldte radikalisering - 2. fase indeholder følgende karakteristika: "Ændret fremtoning (f.eks. at lade skægget gro), gradvis afvisning af den vestlige livsstil, personlighedsforandringer (en gradvis afstandtagen fra hidtidige livsstil), ændret religiøsitet, hyppigere fremmøde i moskeen eller religiøse studiekredse, tilknytningsforhold til ligesindede". Igen er det en lidt foruroligende øvelse at prøve at læse dette uden for sammenhæng - altså i en slags metodisk glemsel om, at dette handler om islamistisk orienteret æggen til vold mod uskyldige civile. Hvis man nemlig glemmer sammenhængen, så er indikatorerne betegnelser for en helt almindelig proces, som endda for manges vedkommende er en ganske sund proces (fx. 'gradvis afstandtagen fra tidligere livsstil' eller 'tilknytningsforhold til ligesindede'): hvilken gennemsund ung, engageret pæredansk gymnasieelev løber ikke igennem faser, der kan indfanges med disse og lignende betegnelser?

Hvad kan vi bruge den metodiske glemsel af sammenhængen til? Til at se klart, hvad det er for en aura, og hvad det er for en magt, vi er ved at udstyre staten med (uagtet den mere eller mindre udtalte nødvendighed og retfærddiggørelse af disse tiltag). Og hvad nu, hvis staten pludselig rent faktisk selv glemmer sammenhængen og proportionerne, sådan at magtmidlerne og denne sindelagsstyrende aura bliver et mål i sig selv? Hvad sker der så? Nogle vil sikkert sige, at det kan vi allerede iagttage: 24 års regel, tuneserlov, øget overvågning, øgede muligheder for magtanvendelse uden dommerkendelse, administrativ udvisning etc.
.....

Som PS vil jeg citere fra Lars Erslev Andersens artikel i det nævnte særtillæg (som varmt anbefales): "Det betyder, at en plan mod radikalisering kommer til at rette sig mod mange flere, end der er risiko for, faktisk ville blive terrorister. Det kan derfor ikke undgås, at en stor gruppe mennesker føler sig mistænkeliggjort på grund af deres synspunkter - eller simpelthen blot fordi de er troende muslimer - og ikke på grund af deres handlinger. Det er nærliggende at antage, at præcis dette kan befordre radikalisering frem for at forhindre den".