Alexandra

I går så jeg prinsesse Alexandra på bagsædet i én af kongehusets biler. Jeg var på vej med nogle kolleger fra en konference til en middag på Hotel Admiral i København. Som minimum så hun bekymret ud, og bedrøvet, bilder jeg mig ind. Men det overraskede mig, hvor markant og anelsesfuld en oplevelse det var at se dette lille glimt af, hvad der, når alt kommer til alt, blot er et menneske, der netop er blevet skilt fra sin mand. Der er noget radikalt andet over sådanne personer - noget massivt officielt og uvirkeligt på samme tid - næsten som levende fiktion - noget, man ser ind på fra en helt anden verden. Hun lignede en million, hun kiggede skråt nedad mod vejen og de bekymrede folder om munden var som noget, en allegorisk maler havde skabt. Det undrede mig, at det hele var så specielt at se, og at det overhovedet kom mig ved. Jeg tænker, at det særlige måske var, at min almene viden om hendes situation gav mig en mulighed for at læse hendes tanker dér i det lille øjeblik. Normalt har man et tættere forhold til de mennesker, hvis horisont af opmærksomhed man har indblik i. Men her kendes til dels opmærksomhedshorisonten, men uden at personen er tæt på, og det er måske dét, der i oplevelsen af Alexandra i et øjeblik gjorde hende så underligt figuragtig. Naturligvis sammensat med kortegens alvor og hendes soignering af en anden verden. Det var, som fulgtes hendes private indre bevægelser af en stime af officiel kortege- ledsagelse; en ritualiseret objektivering, kundgørelse og aurafisering, der kan minde om det, almindelige mennesker prøver med bryllupper og lignende fester.

Ondskab

Der findes utallige former for ondskab - og de er meget forskellige. Hvis vi sårer hinanden, svigter hinanden, gør hinanden ondt, som det jo hedder, er det faktisk sjældent ondskab. Men bare utilstrækkelighed, fordi det altsammen forholder sig til små projekter, vi har med og mod hinanden, og hvor der er ego-gevinster ved at såre, svigte etc. Det rene onde oplever vi i de her dage, og jeg har jævnligt fysisk besvær med at klare indtrykkene fra Nordossetien. Her er det meningen med livet, der bevidst angribes, og netop velvidende, at det rammer os alle så hårdt, fordi drab af børn er et anslag mod vores tro på livets mening - og et anslag mod vores humanisme. For sådanne terroraktioner kan ikke tænkes uden en psykologi, der relativerer al tænkelig værdi og respekt i forhold til et højere abstrakt mål. Jeg har tænkt: hvordan kunne jeg begynde at skyde børn i ryggen, som flygter fra eksploderende bomber? Hvad skulle få mig til det? Der gives ikke noget svar, for sandheden er, at handlingen ikke er tænkelig inden for mit relative univers, hvor der kun er utilstrækkeligheder, hvor jeg kun er nogenlunde god og andre gange ret urimelig. Dem, der gør sådan, er i en anden verden af absolutter. Det er ikke deres egne tab, der forklarer handlingen - men det, at intet og absolut intet de gør i denne verden for dem er ondt, hvis de tror, det fremmer deres overjordiske sag (og det er nok sådan, at de tror på den overjordiske sag, fordi nogen har taget den jordiske mening fra dem). Man ser bedstemødre fra Beslan græde, og i deres udtryk er afgrundsdyb sorg og tom uforståelse over, at hvad der giver mening slet og ret og uden omsvøb forsvinder og ødelægges foran deres øjne.

Noget om mening

For lidt siden gik jeg op ad trappen i vores hus for at lægge vores datter til at sove. Sådan noget giver mening, uden omsvøb, uden forbehold, uden tøven. Resten giver kun mening i forhold til noget andet, som giver mening, fordi noget tredje anses for nødvendigt, fordi man er tvunget til noget fjerde, og så videre i en uendelig rækkefølge. Det absurde og tindrende er, at det overhovedet er muligt, at der midt i dette kviksand af relativiteter kan findes noget, der simpelthen giver mening.