Offentlighed 2 - du kan vælge vores tilbud

I mine tanker er jeg meget i børnehavens lokale demokrati samt i netop overståede overvejelser over skolevalg. Det, der kommer herunder, handler mellem linjerne og måske også med tiden på linjerne om disse ting - men det kan nok kun anes:

Det gale er, at vi som borgere i vores samfund - på snart sagt alle livsområder - efterhånden altid er entydigt i en afsenderrolle eller lige så entydigt i en modtagerrolle. Hvis man er afsender, så er man professionel og har ydelser eller produkter at tilbyde. Hvis man er modtager, så kan man vælge dette produkt eller denne ydelse, eller man kan lade være. Den profesionelle skal tale socialteknologisk om alt og have akademiske metoder til at benchmarke og evaluere og dokumentere, at ydelsen, den være sig nok så menneskelig, kan fremstå som noget, den kritiske modtager ikke bare selv kunne have ydet - det skal se ud af noget - det vil sige, den skal ikke bare være menneskelig eller kærlig, den skal være målbar, dokumenterbar og systematiserbar. Det bliver den så kun på overfladen, fordi materien da heldigvis stritter i alle retninger: det lader sig kun gøre på skrømt og som ren form. Det hele er indrettet sådan, fordi den djøfiserede modtager - og djøfiserede er vi ved Gud alle - skal have noget at bruge sit kritiske intellekt på, eller rettere: der skal åbenbart helst ikke være noget hjørne af virkeligheden, hvor modtageren ikke skal kunne anvende sin velskolede testmentalitet.

Testmentaliteten - måske var det den, jeg synes var så ubehagelig, da jeg sammen med Louise skulle i gang med at vælge skole for vores ældste barn, Laura. Det var den jeg mærkede, jeg havde og var nødt til at mobilisere - men jeg fik kvalme af at stille alle de rigtige spørgsmål til skolerne: hvad udmærker I jer ved, hvilken pædagogik tilbyder I etc...etc. Jeg er modtager af en ydelse - jeg bruger mit forbrugerintellekt til at underkaste afsenderne af ydelsen en test for, om deres produkt er godt nok. Men friheden til at vælge mellem pakkerne synes på lumsk vis at korrumpere fællesskab og offentlighed som noget, der ikke bunder i den enkeltes valg, men som handler om, at den enkelte er i et fællesskab, hvor man kan overskride linjen mellem modtager og afsender - hvor man alle er afsendere i en fælles samtale om de fælles udfordringer dér, hvor man nu engang befinder sig. Skolelederen for privatskolen sagde: det, der adskiller os, er, at forældrene har taget et aktivt tilvalg og det skinner igennem i deres engagement og i børnenes indlæringsevne og koncentration. Fint nok, men hvis man er et segment af vælgere, der har valgt en pakke udformet af profesionelle iso-certificerede pædagoger, er der så en grund til offentlighed på det lokale plan? Altså offentlighed på anden måde end klage eller bifald af ydelsen? Er der så behov for medskabelse og meddefinition af ydelsen og dens mening? Sådan at ydelsen ikke længere er ydelse men fælles social aktivitet i erkendelse af, at menneskeligt samvær ikke fås i pakker? Er det virkeligt sådan, at det er dette behov, som vi fuldstændigt er ved at glemme, at vi bør have?

Offentlighed 1 - kodeord for en ny politik?

Jeg sidder og tænker på, om begrebet offentlighed måske er et af de nøglebegreber, der skal til for at få gang i en ny politisk tænkning, en forandring af det politiske liv, der kan være et væsentligt korrektiv til tingenes tilstand. Spørgsmålet er jo nemlig, om vi overhovedet har en offentlighed, og om målet for en reformativ politisk bevægelse kunne bestå i skabelsen af en ny offentlighed - altså offentlighed som et målcentrum og de konkrete politiske veje dertil opfattet som skabelsen af de levevilkår, under hvilke en offentlighed kan leve. I en vis grad kunne et udfoldet begreb om offentlighed måske være lakmusprøve på, om konkrete politiske tiltag af mange typer er sådanne, som skaber gode rammer for borgeren i et demokratisk samfund.

Det, der igen fik mig til at tænke på offentlighed som begreb, var debatten i Nyhedstimen om oppositionspolitikere, som har bedt DR og TV2 om at optælle politikernes taletid i medierne - man så en eller anden fra socialdemokraterne motivere opdraget med, at han var træt af at høre regeringspolitikeres beskyldninger om, at DR er biased i forhold til venstre side af det politiske spektrum. Optællingen viser så - vel ikke spor overraskende - at regeringspolitikere har ca. 20% mere taletid i medierne siden 2001, vistnok. Alt dette kan naturligvis ikke bruges til meget - for dels er tiden jo ikke mål for journalistisk kvalitet, og dels er det vel ikke underligt, at regeringspolitikere får mere taletid - eftersom det også oftere er dem, der skal stille op til at forsvare diverse indgreb. Men det, der egentligt var bemærkelsesværdigt ud over selve denne lidt for købmandsagtige interesse i antal minutter på en skærm (som også taler ned til vælgerne, læs: politik fungerer i borgernes modtagelse heraf ganske som reklamer - jo mere input (eksponering) desto mere output (vælgertilslutning)) - men altså, det der var det egentligt bemærkelsesværdige var Henriette Kjærs kritiske bemærkning om, at hvis man ikke havde eksponering nok, så kunne man (læs: Thorning) jo bare tage at formulere tilpas markante budskaber, så man fik mere plads i medierne. Tja, det er vel en fornuftig opfordring, eller er det? Min instinktive tanke var anderledes - nemlig at det sådan set er en opfordring, der er ødelæggende for demokratisk politik.

Sagen er jo, at medierne rent materielt er offentligheden i dagens virkelighed. Når jeg siger rent materielt, så er det fordi, at selve medierne som platform og rum for den offentlige samtale synes at have forvandlet vores fælles offentlighed til et kæmpe billboard, og politikerne til mere eller mindre dygtige, mere eller mindre magtfulde tekstforfattere og følelsesforførere, der retorisk og managementagtigt kæmper om pladsen på vores alle sammens billboard - projektionsskærm for vores idiosynkrasier, tilbøjeligheder, fordomme og - af og til - nøje afmålte mentale udfordringer.

Det er ikke mediernes skyld, for i medierne drøner en masse gæve journalister rundt, mens nogle faktisk prøver at etablere den offentlige, kritiske samtale om vitale emner. Men kampen er tabt på forhånd, fordi der er sket umærkelige ting med hele vores omgivende samfundsstruktur og dermed også med os selv og vores ømfindtlighed over for manipulation, som vel snart er vendt på hovedet: vi bliver sure og trætte i blikket, når vi ikke bliver manipuleret og henført; vi bliver utålmodige, når der er noget egentligt afgørende på færde i samtalen - afgørende for de vigtige ting i vore egne og andres liv.

Lad mig give et eksempel fra et nærdemokrati, jeg selv deltager i. Og det handler ikke om at hænge nogen ud - andet end i en vis forstand at hænge os alle ud - ud i en strakt arm for at se, hvordan det også står til med os i vores egenskab af samfundsmennesker. I mit ældste barns børnehave får vi ind imellem en avis skrevet af en næsten voksen dreng, der ind imellem kommer og hjælper til - den er skrevet med en fin ironi og dejlig humor - en rigtig overskudsagtig, ikke pligtig, særlingeagtig på den fede måde - ting. De fleste synes den er sjov og opløftende - men alligevel: proceduralt og 'for en god ordens skyld' bliver den læst igennem og stavefejl rettet mv. - ok - men her kommer så kontrasten - hvor der er kontrol med dette dybt menneskelige, spontane indslag til vores fælles liv, hvad går så omvendt lige igennem censuren og hen på alle børns plads til forældres opbyggelse? Et blad, der kalder sig 'Børnehavebogen' og er fyldt med reklamer fra medicinalfirmaer, for morgenmadsprodukter og for familiebiler - herimellem er der så strøget velmenende oplysninger om al fra sund mad til snothygiejne (side 25: "selv hvis der kommer lidt sukker på havregrynene, får barnet mindre sukker end i de færdiglavede produkter" vs. side 31 - reklame for Quakers Mini Fras: "Nu er det bevist. Det kan godt være sjovt at spise sundt").

Hvorfor får den lov at gå igennem? Ikke på grund af ond vilje, ikke på grund af sløseri - men simpelthen fordi vores ømfindtlighed for socialt teknisk manipulation i det offentlige rum er sløvet så meget, at vi end ikke kan skære i det blødeste franskbrød med den længere. Såkaldte eksperter ud i dagliglivets afvikling kan optræde side om side med reklamer, netop fordi det efterhånden er ét fedt: vi vil bare styres og rettes ind. Gennem intellektet eller gennem følelserne.

Måske kunne det være smukt, om et reformativt begreb om offentlighed kunne skabes i billedet af den engagerede, den ikke nødvendigvis målrettede deltagelse i vores fælles bedste - som for eksempel den nævnte humoristiske avis? Jeg ved det ikke, men måske kan det blive genstand for et senere indlæg - kig efter "offentlighed 2" :-)

En verden vi hører til i

Ved en bryllupsreception blev det diskuteret i en lille gruppe af brudeparrets venner, om det nu var det rigtige at gifte sig i en kirke eller blot på rådhuset. Man spurgte sådan lidt drillende og skælmsk ind til dem, der endnu ikke var gift, om de mon snart skulle giftes - og i så fald, om den stod på hvid brud og præstekrave eller hvad.

Da jeg blev presset ud i at belemre selskabet med mine oprigtige tvivl om det rimelige - for mig personligt - i at blive kirkeligt og kristeligt viet, udbrød en veninde til bruden - selv godt i gang med en forkromet bryllupsforberedelse med det fulde udtræk - om jeg dog ikke mente, der var nogen åndelighed til?

For mig vil det altid stå som et ikonisk eksempel på, hvordan kristendom og nyreligiøse bevægelser i dag har fået overdraget patentet på det åndelige og meningsgivende i livet og i menneskelige relationer. Så meget og så folkeligt, at det åbenbart kan falde folk ind, at afvisning af kirkelig vielse er afvisning af åndfulde mellemmenneskelige relationer.

I hvert fald siden middelalderen er kommentaren ved bryllupsreceptionen forberedt gennem et sælsomt samarbejde mellem ærkefjenderne kristendom og videnskab: naturen er uden for den transcendente guddom, det dennesidige er tømt for egentlig mening (som kun giver mening for mennesker i lyset af Gud). Tømt for egentlig mening er naturen forberedt som genstand for den rationelle, finalårsagsfjendske naturvidenskab. Og efterhånden gror det sociologisk fast i alle: ånd er uden for verden, og hvis du kun tror på denne verden, ja, så har du netop kun et fattigt "kun" og ikke et berigende "her er vi, og det er sælsomt nok".

Forarmelsen af det dennesidige som hemmelig allianceaktivitet mellem naturvidenskab og kristendom er en idéhistorisk figur, som jeg har mødt igen i dag i Jesper Hoffmeyers nye bog "Tro på tvivl", som de første 60 sider jeg har nået i skrivende stund i hvert fald er læseværdig som bare fanden:

Hoffmeyer, 2009, p. 37: "Da naturvidenskaben afskaffede sjælen sammen med res cogitans, glemte den prisen. Man kan ikke fornægte menneskets sjælelige eksistens uden at tegne et billede af mennesket, som ingen af os kan genkende os selv i. Det konsekvente resultat af denne "forglemmelse" er opblomstringen af det uhyrlige og uregerlige virvar af såkaldte alternative tilbud til verdensforklaring, som kan levere det, naturvidenskaben kastede over bord: en verden vi kan høre til i".