Det, som er

Hvad er et menneske? I hvert fald sådan et væsen, hvor mening skal træde frem og fortolkes. Tag nu børn, der er sandhedsvidner også for denne grundsandhed: Jeg læser Alfons Åberg med stor fornøjelse - fordi bøgerne på én gang er så tro mod den barnlige verden og samtidigt er så grundlæggende undrende som kun filosofien, når den er bedst - dvs. når filosofien afslører bullshit og skærer til benet: hvad fanden vil det sige at være til?

Nå, det var Alfons Åberg, vi kom fra. Jamen, der er fx en bog, der hedder Usynligt med Alfons Åberg. Mod historiens slutning er mit yndlingsbillede: Alfons og hans ven er alene hjemme, deres kroppe er afbildet som fisk under vandet - kun med ansigterne genkendelige-de kigger samme vej let i panik, fordi de hører faren komme hjem: de er nemlig i gang med en leg, hvor de har rodet det hele til, og nu træder faren ind ad døren. Men de er stadig fisk og kun på vej tilbage fra fantasien til den såkaldte virkelighed.

Det er et sandt billede af dem som fisk. Ingen tvivl: det er sådan, verden fremtræder for dem i dette sekund. Med deres kroppe er de fuldt og helt i én verden og med deres opmærksomhed mod farens nærvær på vej mod en anden. Og ingen tvivl om, at det er noget af det, vi voksne kan lære af børn, hvis det altså ikke lige var fordi det er så God damn umuligt for os: at være helt tilstede igennem dette: slet ikke at være snerpet og småtskårent påpasselig på virkelighedens, snusfornuftens og realitetssansens vegne.

Er det nu også sådan? Gu fanden er det så. Jeg ved det. Tilgiv mig så et par historier fra mit liv med min datter, Laura, som belæg. Først dén historie, som mange i familien har hørt, og som vel er den historie, jeg - hvis jeg skulle vælge én - ville bære med mig som overlevelsespotentiale for stort set hvad som helst eller som garanti for aldrig at mangle kilde til underholdning: jeg står ved bageren sammen med Laura, som på det tidspunkt er ca. to et halvt år gammel. Jeg rækker hende en liter mælk og spørger hende, om hun vil gå hen og lægge den på disken. Hun siger ja og går et par skridt frem mod disken, hvorefter hun standser op og står stille et øjeblik. Bagfra kan jeg se, at hun tøver og undrer sig. Efter et par øjeblikke vender hun sig mod mig og kigger usikkert op på mig: "Hvor er den?" Jeg: "Jamen, lille skat, den er jo lige dér", mens jeg peger op mod disken. Laura: "Far, hvor er fisken?"

For mig er det uudtømmelig kilde til den mest højtravende og champagneboblende glæde at leve mig ind i det øjeblik netop dér, hvor Laura står i Håndværksbagerens butik på gågaden i Nyborg og spejder efter den fisk, som hendes far har bedt hende lægge mælken fra køleren op på! Det er et klodset, genialt og troskyldigt skovlgreb ind i 'the fabric of reality' - den virkelighed, som er om os hele tiden og som er et virvar af opbyggede, konventionaliserede betydninger.

Jo, hun har det med at gøre den slags. En anden kulsyreglad overskridelse af konventioner var dengang, hun legede med en veninde på nogle store sten ved enden af vejen, som løber ud i Nyborg Fjord: De legede havfruer. På vej 'ind mod land' (vi skulle hjemad) begyndte hun fuldstændigt spontant at humpe rundt - meget bevægelsesbesværet på sine ben - og veninden fulgte trop - så kom den typiske konjunktiviske forklaring: "Arh, åh, og så var det jo, at havfruerne var lige ved at falde på deres finner.."! Hvem der bare kunne være tilstede i dén grad!