Om materialisme

Et sted i første bind af Søren Kierkegaards "Enten-Eller" fortæller æstetikeren "A", hvad han ville gøre med en "tryllekvist", der kan skaffe ham alle ting i verden, hvis nogen tilbød ham sådan en mærkværdig tingest: "Jeg ville bruge den til at stoppe min pibe med", vrænger æstetikeren. Dermed viser æstetikeren sit sande ansigt som den, der forholder sig legende, ironisk og frit svævende over de genstande, som spidsborgeren er nedsunket i, som spidsborgeren hele tiden gør sig afhængig af (det gør de andre, så må jeg også gøre det, det har de andre, så må jeg også have det for at være lykkelig).

Nu er æstetikerens kommentar først og fremmest forbandet morsom. Men midt i en grasserende forbrugskultur, som jeg kun håber bliver lammetævet grundigt af finanskrisen, er den også lærerig. Og jo, jeg ved det godt: lad blot lykkekvist-afgørelsen i den daglige leverpostejsidyl stå for skæbnesvangre beslutninger om ”nej tak til reklamer” eller ej (mest ej), beslutninger om den fjerde ferie, Molo eller Katvig til det forkomne barn, etc.: lidt har også ret og jeg elsker som Dan Turell hverdagen.

Hvad er det så ved tingene, sådan som de er indhyllet i materialismens hegemoniske kvælertag, der er så nederdrægtigt, så hult, at det er værd at udgyde en kulturkritisk galde over, selvom denne væske er så hamrende umoderne og i bedste fald spys tilbage som overbærenhed med studentikos ildhu fra de fleste livsduelige tilhørere?

Materialismen er ikke skidt, fordi den er ting og genstande eller fordi, den er mange af dem. Den er skidt, fordi den mangler idé eller ideal og dermed mangler et mætningspunkt, den mangler det at blive tilfreds, det at være, det at lykkes. I stedet er den mere af det samme. Og herefter igen bare endnu mere af det samme. Deri hulheden. Og det værste? Den adspreder fra det, der er centrum i tingene. En sjælden gang er der godt TV – i dag nogle børn, der filmer deres hverdag – et barn interviewer hendes forældre: ”Jeg ville godt bare sidde lidt mere sammen med jer – hvorfor kan vi ikke gøre det lidt mere?” Forældres tavshed, kigger ned, er berørte: ”Godt spørgsmål”, svarer faderen. Svaret: adspredthed, og i høj grad adspredthed hen til tingene i materialismens hegemoni.

Kunst i det offentlige rum - NU!

I tunnelbanen i Oslo kan man opleve en indretning, der sætter tempoet ned og skruer op for oplevelser, der rækker ud efter dig i anden forstand end som forbruger. I hvert fald på stationen "Nationalteatret", der i modsætning til Københavns Metro (som ellers arkitektonisk er en nydelse) er renset for reklamer. I stedet stoppes man op af billeder som disse. Det er ret utroligt: de består blot af varierende hulstørrelser i de metalplader, som den enorme tunnel er beklædt med på indersiden. Desuden er der placeret lysaviser på væggene i rulletrappe-skakten. Lysaviserne viser sætninger fra litteratur - vistnok fra dramaer, som aktuelt spilles på Nationalteatret: følgende herligt, bitre sortseerbemærkning kørte i signalrødt, da jeg trillede ned: "Jeg fik aldrig set noget ordentligt striptease. Ikke bare en eneste gang. I stedet gik jeg på litterær kafé og fordrev tiden med kunstnerisk tant og fjas. Nu er det for sent. Jeg er gammel og blind og må nøjes med at høre skældene falde". I Stockholm har man lagt tekster ned i gågaden - tekster fra Strindberg - blandt andet hovedet på sømmet sætningen fra "Et drømmespil": "Det er synd for menneskene". Skulle København - og Danmark - ikke se at komme efter det og bruge genierne og det, der virkeligt er noget er værd i vores kulturhistorie, til at farve det offentlige rum? (Nå nej, det koster jo penge, og reklamer tjener man jo omvendt penge på). Men efter at have været dykket ned i stationen Nationalteatret i Oslos Tunnelbane mærker man pludselig den gamle fornemmelse af, hvad det er værd at have "no logo" - zoner.